Forårs løbet 2011

7. april 2011

Stor forhåndstilmelding

På søndag den 10.04.2011, blænder HGF Atletik/Motion op for et af årets første motionsløb på egnen, nemlig Forårsløbet. Det har udgangspunkt på Herning Atletikstadion, hvor der både er start og mål. Der er tre forskellige distancer, nemlig 5km, 10 km og ½marathon, og ikke mindst den sidste har der været stor interesse for. Tirsdag aften var der 366 forhåndstilmeldte, og det er mere end 100 flere end sidste år. I 2010 var der 251 forhåndstilmeldte, og da der kom 168 på dagen, blev det til i alt 419 tilmeldte. Det var deltagerrekord, og den ser ud til grundigt at blive slået i år.

Vejret tegner rigtig godt, så i klubben regner vi med et deltagertal på 500-600. Det bliver spændende at følge, og da stadion har fået et nyt højttaleranlæg, kan alle følge med, efterhånden som deltagerne kommer i mål, og den enkelte kan på sit diplom se resultatet af anstrengelserne.

Ruterne er opmålt af Dansk Atletik Forbund, og det betyder, at resultaterne tæller med i statistikken hos forbundet, i hvert fald for de løbere, som er klubløbere, og dem er der en del af.

I øvrigt går de to lange ruter via Hjertestien ud til Fuglsangsø, så deltagerne oplever flere af natur-attraktionerne i Hernings nordlige bydel. Netop Hjertestien og de grønne områder i Lillelund Engpark samt Fuglsangsø er  yndede områder for motionister, hvad enten de går eller løber.

Og en anden nyhed er det, at bygningerne på Herning Atletikstadion er blevet totalt renoverede, og egentligt bliver de først officielt indviet nu den 15. april, men søndag bliver de prøvet af af de mange motionsløbere, som nu kan glæde sig til rigtig dejlige omklædnings- og badeforhold, og det er også af stor betydning, når et arrangement bliver kvalitetsmålt. Og HGF Atletik/Motion plejer at være garanti for gode arrangementer, og det forsøger vi at leve op til hver gang.

Løjerne begynder kl. 10.50 med velkomsten, og kl. 11.00 starter først   ½marathon og dernæst 10km og til sidst 5km, og alle er velkomne til at kikke på og heppe og være med til præmieoverrækkelsen, som finder sted kl. 13.

 

På vegne af HGF Atletik/Motion

Kirsten Bergmann
Formand